Skoler

Skoler

 

Børn med særlige behov skal også tilbydes undervisning jvf. Folkeskoleloven - også selvom dit barn går på en specialskole. Dvs. at de skal tilbydes samme fagrække og samme timeantal som andre børn i den kommune, hvor skolen ligger.

Der er principielt frit skolevalg også for dit barn. Læs dog DUKH's forbehold her

LEV skriver: "Børn med udviklingshæmning har - som alle andre - ret til sammenhængende, individuelt tilpasset og optimal undervisning og uddannelse efter Folkeskoleloven. Forældre skal have mulighed for frit at vælge mellem enkeltintegration (eventuelt med støtte), specialklasse i den almindelige folkeskole eller tvillingeskole/specialskole. Alle skal have mulighed for frit skolevalg hen over kommunegrænser.

Unge og voksne udviklingshæmmede har ret til frit at vælge uddannelse og kompenserende specialundervisning, uanset alder. Ungdomsuddannelse skal defineres ud fra de samme mål som for andre grupper og ikke ud fra elevernes udviklingshæmning. Voksne udviklingshæmmede har - som alle andre - ret til en sammenhængende, individuelt tilpasset og optimal uddannelse."

Det er en faglig vurdering, om et barn eller en ung har behov for et særligt skoletilbud. Et visitationsudvalg bestående af en gruppe fagfolk afgør, hvilket skoletilbud barnet eller den unge kan få. Derfor er det vigtigt for jer som forældre at være opmærksom på, netop hvilke behov jeres barn har i skolesammenhæng; Tegnstøttet kommunikation, en tydelig struktur i hverdagen, et skærmet miljø eller f.eks. en aflukket skolegård.

 

I Rudersdal Kommune har man i skoleforvaltningen de seneste år været meget optaget af inklusion. Dit barn kan også inkluderes selvom det har særlige behov. Læs mere her

 

I Rudersdal Kommune er der én skole med specialklasser. Skovlyskolen i Holte. Skovlyskolen er en folkeskole med 450 børn fra 0.-9. klasse i skoleåret 2014/15, deriblandt 5 specialklasser; 1.C (7børn), 3. C (7 børn), 6.C (9 børn), 7.C (8 elever) og 9.C (9 børn) .

 

Er Skovlyskolen ikke den rette for dit barn, er det vigtigt at være tidligt ude med at definere, hvilke udfordringer dit barn vil have i skolesammenhæng og med at undersøge andre mere egnede skoler. Du kan ikke regne med hjælp fra hverken forvaltning eller institution i den sammenhæng. En god idé er det, at starte i september året før skolestart. Læs på hjemmesider, spørg i dit netværk, spørg i Forældreforeningen og besøg endelig de skoler, som er særligt interessante. Du bør senest i midten af november have en idé om, hvor du gerne vil have dit barn skal i skole, hvor I senest bør inddrage PPR i jeres ønsker .

Er du i tvivl om hvorvidt dit barn er parat til at starte skole, kan du søge om skoleudsættelse - f.eks. hvis du forventer en udvikling i f.eks. tale, motoriske færdigheder e.lign. Du bør søge om skoleudsættelse seneste i januar det år, som barnet skulle starte i skole. Der vil automatisk komme brev fra kommunen om skolestart.

 

I Forældreforeningen har vi/har vi fortrinsvist haft børn, som går/gik i skole udenfor kommunen; Maglebjergskolen i Allerød, Geelsgård Skolen i Virum, Skovmoseskolen i Rødovre og Søgårdskolen i Gentofte. Derudover findes der Skolen ved Skoven i Hillerød, Sorgenfriskolen i Virum, Sofieskolen i Bagsværd (autisme), Solhjorten i Farum (Rudolf Steiner pædagogik).

Derudover findes der en række skoler, som modtager børn med specifikke handicap - heriblandt Dronninggårdskolen i Holte, som modtager børn med autisme spektrum (i det som kaldes Dronninggårdklasserne).

Du kan få det samlede overblik over specialskoler i hovedstadsområdet her.

 

Med en skole langt fra hjemmet kan kørsel komme på tale. Læs mere om beskrivelsen i folkeskoleloven her eller hos DUKH

 

Når barnet har den rette alder - og den tilstrækkelige selvstændighed - er der mulighed for at komme på efterskole for børn med særlige behov. På efterskolernes hjemmeside, er disse skoler nemme at finde.